Til forsiden

Guldborgland Bådelaug       -       lagunen i Guldborgsund


 
Forsiden
Oversigt
Nyheder
Kalender
Bestyrelsen
Vedtægter
Indmeldelse
Juniorer
Kajakker
Seniorer
Havnen
Links
Interne sider
Medlemsliste
 
Storebæltsbroen 1999

Sejladsen og den lange vandring til vor nationale stolthed, hængebroen, med mange svinkeærinder undervejs. Et tilfældigt anløb af Korsør på sommerturen  udviklede sig til en odyssé gennem byen i fortid og nutid - før og efter broen

Tekst: Niels Nordby Christensen
Illustrationer af forskellig herkomst.
Medrejsende: Lisbeth, Erik og Margaret

Skoleskibet "Danmark"
     Vi, Margaret og Erik i "Aplysia" og Lisbeth og Niels i "Kis", tog af sted fra Guldborg søndag den 25. juli 1999  kl. 17.00 i frisk vestlig vind og kunne i nogenlunde tør tilstand indtage et lidt sent aftensmåltid på vor ankerplads ved Femø.
    Jeg havde regnet med at blive liggende her til tirsdag morgen for at byde skoleskibet "Danmark" velkommen til Guldborgsund ved Skellerev øst for Femø, som 3-masteren ifølge pressen ville passere kl. kl. 7.00.
     Mine såkaldte venner ville imidlertid ikke tilbringe mandagen på ankerpladsen for at vente på sådan noget pjat. Jeg besluttede mig derfor at føje dem, så de kunne få deres lyst styret i den lovede friske vind fra NV. Mandag morgen kl. 10.00 lettede vi.

 

Skoleskibet "Danmark" ankom til Guldborgsund tirsdag den 27. juli i strålende sommervejr. Begivenheden blev udførligt omtalt i BedemandsNyt. Det fik jeg ikke lov til at opleve! I stedet knoklede vi af sted i krapsø og stiv modvind.
Foto: Thomas Skipper

Farvel Fujiyama

     Knapt havde vi rundet lysbøjen på Skellerev, før bankeriet gennem Smålandsfarvandets krappe søer satte rorsmandens (-kvindens, Lisbeth styrer altid, når der kommer meget vand ind over) årvågenhed på prøve og sendte os på en 7-timerstur til Agersø med vinden stik imod! Det havde mine enfoldige medrejsende selvfølgelig ikke forestillet sig, da vi lå på vor lune ankerplads i læ af Issemosebjerg, hvis top ikke er dækket af evig sne, men forsynet med en vindmølle. Oh! Issemosebjerg, Femø's Fujiyama!     For at forkorte pinslerne stak jeg kursen ud til tæt under Sjælland, hvis kyst vi ramte omkring Bisserup. Her var næsten fladt vand og lidt landskab at se på til styrbord. Efter Glænø løjede vinden lidt og kort før Stigsnæs måtte vi endda slække ud for at komme uden om bundgarnspælene. Det sidste stykke, Agersøsund ind, var drøjt, vinden øgede igen og vi var trætte - især rorsmanden (-kvinden).

Den Sorte Sejler
     Samme aften i Agersø Havn lød der selvfølgelig bebrejdelser fra mine ledsagere over den modbydelige tur, de var blevet udsat for. Dette anslag mod min suveræne ledelse kunne jeg pure afvise, under henvisning til, at de selv havde insisteret på at komme videre, i stedet for i magsvejr og solskin at få en oplevelse for livet. Nu havde de kun glimtvis kunnet skimte en mørk skygge af råsejleren i horisonten gennem røgvand og ringe sigt.

Med færgen til Agersø
     Lisbeth ville gerne have været til Omø, men jeg bryder mig ikke om at anløbe læ kyst i frisk pålandsvind. For at være sikre på at ramme Agersø Havn, som det er en del år siden, vi har besøgt, lagde vi os i kølvandet på Agersøfærgen, der netop lagde ud fra Stigsnæs. Den stak fra os på halvvejen og forsvandt i den nordlige ende af det, vi regnede med var Agersø Havn.

Som sild i tønde
     Stor var min overraskelse, da vi rundede molehovedet og ved skiltning blev vist til en afdeling af havnen, jeg ikke anede eksisterede. Den er udvidet til omtrent det dobbelte, siden vi var der sidst! På trods af det, var den alligevel stuvende fuld med 5 lag både uden på hinanden, men den flinke havnefoged anviste os en pæleplads mellem to hjemmehørende, som han skubbede lidt fra hinanden.
     - Der er altid plads til en Folkebåd, sagde han!
    
Mine forkomne medrejsende lagde sig i anden position blandt de store både og fik senere 2-3 stykker udenpå. Den livlige trafik over deres fordæk forstyrrede dem imidlertid ikke. Vi nåede akkurat at indtage et fælles måltid mad ved et bord på kajen, ombølget af grillrøg i den lune sommeraften, inden de udmattede væltede ned i køjen og straks faldt i søvn.

Langelandsfestival
     Næste morgen, tirsdag, den 27. juli, så tilværelsen anderledes lys ud. I det stille vejr, som nu var indtruffet, kunne jeg godt indse, at min planlagte tur til Rudkøbing stillede store krav til en meget stram tidsplan, hvis vi som aftalt hjemmefra skulle være på ankerpladsen ved Femø for at mødes med Ingo og Gudrun om fredagen.    Nølende foreslog jeg da som alternativ at besøge den lige så tillokkende storebæltsby, Korsør. Det var en heldig beslutning, for næste dag erfarede vi, at den årlige Langelandsfestival netop afvikledes i samme periode. Det ville have været umuligt at få plads i havnen, for slet ikke at tale om plads ved et af de lange træborde med de skummende fadøl i Kafferisteriets gård.

Men næste år.........?

Distancen blev knapt dobbelt så lang, som den burde have været! Margaret og Erik sejler i en Olsen 31, også kaldt "hotelskibet", fordi vi som regel indtager vore fælles måltider der.

 

Sådan så Agersø havn ud i 1981, da vi anløb den i øsende regn for at vente på et vindspring og opklaring fra vest, inden vi fortsatte til Skælskør.

 

De glade smil udspringer af, at en lang, anstrengende sejltur til Rudkøbing efter fadøl er opgivet

 

Kafferisteriet i Rudkøbing

Havneanløb
     Der er mange proppede sommerferiehavne, det ikke kan anbefales at anløbe i frisk pålandsvind, så dem holder jeg mig fra, indtil vindforholdene ændrer sig.
     Korsør Lystbådehavn er imidlertid en undtagelse. Der hersker normalt barske vind- og vejrforhold på den vestvendte storebæltskyst, og i denne havn er der afsat rigelig manøvreplads bag de beskyttende moler til anløb i hård pålandsvind.
     Dog har jeg engang bukket forpulpittet på vores Drabant 22 "Spray", da vi for sejl på en plat lænser ville vende mellem pælerækkerne for at løbe i vinden - og ikke nåede hele vejen rundt.
     Min ærgrelse over ikke at have smidt sejlene i det rummelige svajebassin svandt imidlertid hurtigt, da Else og Helge fra Præstø i deres Drabant 22 øjeblikket efter lavede samme mislykkede manøvre og ramte en pæl med tilsvarende resultat. Andres uheld er ikke at foragte.

Gæstesejlerens ABC
     Der er mindst tre forhold, du skal have for øje ved valg af gæsteplads i fremmed havn:

  1. Der skal være læ for vind og sø
  2. Havnens faciliteter, toilet, bad, klubhus og evt. cafeteria, skal være inden for rækkevidde
  3. Man skal kunne opholde sig i sin båd, beskyttet mod nysgerrige blikke, højrøstet tale, trafikstøj, hundeglam samt grillrøg fra nabobåde

     Hold dig fra de officielle gæstepladser, som med garanti er de ringeste i hele havnen. Udsøg en ledig plads blandt de hjemmehørende både, gerne kilet ind mellem et par sejl- eller motorbåde med stor overbygning, som giver læ og privatliv. De besøges næppe af deres ejere og er sjældent ude at sejle, men ligger mærkværdigvis ofte på havnens bedste pladser.

Signalgivning ved fagter og lyd
     Erik og Margaret fandt hurtigt en ledig plads, men overså at der var en dagsrejse til land. Vi udsøgte os en plads i det gode selskab blandt havnens honoratiores lige ved klubhuset og vedligeholdt kontakten med vore medrejsende over den lange distance ved tegnsprog og fagter, idet det er ulovligt at benytte VHF-radioen, når man ikke er let. Mobiltelefoni er en mulighed i den situation, men kun Erik var i besiddelse af et sådant apparat.
    
Naboskabet med Flådestationen er en fordel, hvis man ikke ved, hvad klokken er slået. Præcis klokken otte om morgenen og om aftenen, når den halve solskive er under horisonten, lyder et skarpt knald, som giver ekko rundt i byens smalle gader. Vi vænnede os aldrig til knaldet, men fór sammen hver gang - også de gange vi med skrækblandet fryd afventede begivenheden. Den oplevelse alene er besøget værd. 
    
Selvfølgelig forstærkedes indtrykket af de usædvanligt smukke solnedgange, vi overværede på molens stensætning. De sidste røde flammer satte vor nationale stolthed, hængebroen, i relief og fremhævede dens lette konstruktion, som i modsætning til solen, der sank, forblev helt upåvirket af Flådestationens kanonsalut.
Det flotte anlæg blev realiseret sidst i halvfjerdserne trods protester fra naboerne og store økonomiske problemer. Kun 5 min. fra centrum og gode indkøbsmuligheder

 

 

 

 

 

Østbroens himmelstræbende silhuet forblev helt upåvirket af Flådestationens kanonsalut.


Borgmesteren bød velkommen

        Der er nogen havne, man føler sig virkelig velkommen i. Da vi engang anløb Slesvig gik Dannebrog til tops på den flagmast, som brugtes til at markere, hvilken nationalitet, den gæstende båd tilhørte. Alle fjentlige følelser og forbehold mod vore sydlige naboer, fremkaldt af Treårskrigen, Krigen i 1864 samt Første og Anden Verdenskrig fortonede sig ved denne gestus fra de venlige nordtyskere.
        I Korsør var det borgmesteren selv, der modtog os på rådhuset og sagde et par venlige ord. De var dog ikke kun rettet mod Lisbeth og mig, men også mod de øvrige halvt hundrede sejlere fra hele landet, der anført af flyvende faner og hornmusik gik i procession til rådhuspladsen i anledning af Drabant 22 DM i 1975.
    
Den venlige borgmester, som formodentlig ikke havde begreb skabt om sejlsport, deltog i den afsluttende festmiddag og foretog præmieoverrækkelsen efter drabantstævnet.
     I løbet af den uge kom vi ikke blot tæt på byens borgmester, men lærte mange af dens menige indbyggere at kende, især naturligvis sådanne, der havde tilknytning til sejlsport:
        Mich, Svoger, den Falske Svoger, Vor Far, Hr. Mod, Pølse-Hans, John Slagter, Guld-Preben, gamle Leismann, Vagn Spidsgatter, Bjarne Carneval, Ole IF'er, Fessor, Liller, Splint, Boris Karlov samt Keld Kobbersmed.
        Et par stykker har vi bevaret tæt kontakt med i de 25 år, der er gået. Resten har vi mødt, når vor vej er faldet forbi Korsør Lystbådehavn. Deres velkomsthilsen har hver gang været mindst lige så hjertelig som den flinke borgmesters.

 

Drabanter ved pontonbroen i den gamle havn i 1975. Det meste af broen blev ryddet for at give plads til os gæster. De hjemmehørende fik lov at ligge på Flådestationenes område så længe stævnet varede. I baggrunden stationen og jernbanefærgerne


John Slagter

        Velkomstkomiteen bestod denne gang af John Slagter, som dels briefede os om nyt fra havn og by, dels afkrævede os 60,- kr. i havnepenge. Han er ikke slagter, men har i mange år kørt med kød i kølebil for et engrosfirma, indtil han for 7 år siden tilbød Korsør Lystbådehavn A.M.B.A. at afløse den hidtidige havnefoged.

Hjælp til havarister
      
En vigtig del af arbejdet består i at betjene havnekranen, en stor mobilkran, plomberet så den kan lunte rundt som traktor. Fra vor strategisk udvalgte gæsteplads kunne vi følge hans ekvilibristiske evner med kranen:

  • En motorbåd med tovværk i skruen fik løftet hækken fri af vandet, så tovenden kunne fjernes
  • En Folkebåd blev halet op og sat på ladet af en lille - og i vores øjne - noget brøstfældig pickup for at blive kørt hjem til Sønderborg, fordi besætningens ferie ikke rakte til transport på egen køl i det stille vejr
  • En stor motorbåd fik meget forsigtigt, uden at beskadige dørkbrædder, kalechestivere og glaspartier, løftet sin motor ud til hovedreparation
  • En gæstende sejlbåd blev sat op på asfalten mens skrueakslen, som havde mistet forbindelsen til gearkassen, blev repareret. Dagen før drev den hjælpeløst ind på Halsskov Rev i havblik trods skippers forsøg på at gøre opmærksom på sit dilemma over for forbipasserende lystbåde. John Slagter hentede ham ind i sin Jupiter 30. Der skete ingen skade ved grundstødningen.
  • En lang kapsejler blev sat i sine bukke, så bunden kunne rengøres før næste sejlads.

En druknet Mercedes
        Fra vor gæsteplads havde vi ligeledes et godt udsyn til slæbestedet, hvor joller og små motorbåde kørtes i vandet fra morgen til aften under John Slagters opsyn. Længe efter mørkets frembrud vendte de sidste hjem, reglementeret udstyret med tændte lanterner, fra en dag med torskefiskeri på et blankt Storebælt.
       
En sejler fra Hamburg forsøgte at losse en større kølbåd fra sin trailer. Hans tunge Mercedes havde for mange kræfter og hjulene spandt på den glatte betonsliske, så han nær var skredet baglæns i vandet. Vi ilede til og ved hjælp af et langt reb fra bilens krog til trailerstativet firede vi båden så langt ud, at den fik tilstrækkeligt vand under kølen.

John Slagter i uniform
Foto fra havnens hjemmeside

 

 

 

 

Der ånder fred og idyl mod aften. Om lidt går John Slagter sin runde
Foto fra turistbrochuren


Admiralen
     Ingen af os har nogensinde vist interesse for noget så perifert som motorbåde. Under en tur til Stege tidligere på sommeren havde vi dog lagt mærke til en voldsom stor af slagsen med flybrigde, læderindrettet salon, et par soveværelser og bad med koldt og varmt vand samt et soldæk på størrelse med vores terrasse derhjemme.
     Eneste ombordværende: Et ægtepar i nyt sejlertøj med smarte farver, han desuden udstyret med admiralskasket.
     Ved afgang fra Stege havde de stort besvær med at komme fra kaj trods to brølende motorer.
     Først da 3-4 behjertede sejlere kom til lykkedes det, dog ikke uden ridser i fribordet, en skævvredet fenderliste og en knækket pæl.
     Efter sådanne oplevelser sender vi hinanden sigende blikke:
     - De rige har mange glæder!

En admiral på skrump
     Nu genså vi den veludstyrede motorbåd ved en bro i Korsør Lystbådehavn, men studsede over størrelsen.
     Det før så voldsomt store admiralsskib forsvandt fuldstændig i skyggen af naboen, et gigantisk fartøj af mærket "Storebro".
     Den lokale importør af de svenske motorbåde "Storebro" lægger beslag på en række pladser rundt om i lystbådehavnen. De er alle udvidet til dobbelt bredde ved at fjerne en hækpæl. Alligevel ligger hans varelager så tæt, at der kun lige er plads til fenderne.

I banken efter 9 mio.
     John Slagter havde netop været med i Stockholm for at sejle den nyeste og største model hjem.
    
Hans uvildige omtale af bådens gode egenskaber, en turbomotor på 600 hk, 3 soveværelser og 10 løse køjepladser, opholdsstuens og spisesalens dimensioner, det gode overblik fra flybrigden med det nyeste isenkram inden for navigation samt en gennemført kvalitetsaptering, fremkaldte hos os fire varm begejstring for motorbåde i almindelighed og "Storebro" i særdeleshed.
    
Straks spankulerede vi på moleræs for at studere motorbåde. Vi gik systematisk til værks som børn foran en legetøjsbutik: Vurderede, valgte, skændtes, fortrød, indtil vi i enighed kastede vor kærlighed på den nyeste og største "Storebro 550" til 9. mio. kr.
    
Ved hjemkomsten til Guldborg, ville vi tælle spareskillingerne og lægge dem sammen i én stor bunke. Måske kunne vi ved John Slagters mellemkomst presse prisen lidt, eller i det mindste forlange en signalkanon monteret på fordækket.

Vi vil have action i luksuriøse omgivelser.

 

 

Nu skal det være slut med:

  1. en beholden fart på 4-5 knob
  2. at krydse mod vind og sø og blive kastet rundt som en nøddeskal
  3. vor krabbede gang efter mange timers krængning på 35o
  4. vor krumvoksede fremtoning og ødelagte knæ p.g.a. manglende ståhøjde i kahytten
  5. gigtsmerter i alle led som følge af overbelastning i kulde og fugt
  6. væskende vabler efter slæbet med genstridige sejl og vådt tovværk
  7. udmattelse efter timer ved roret, hængende i tæerne ud over siden, klamrende sig til storskøde og rorpindforlænger
  8. søvnløse nætter i klamt køjetøj på de alt for smalle og hårde køjebunde
  9. ringe personlig hygiejne som følge af en smålig vandration på 0,25 l pr. døgn
  10. elendig hundeæde, tilberedt over en upålidelig og stinkende primus


Det søde liv

     Opstemte efter den store beslutning om at investere 9 mio. i vores næste båd, valgte vi at tage hul på vores nye værdighed som motorbådspaver med det samme: Vi ville spise på restaurant.     Nu var det imidlertid sådan, at vores landgangstøj ikke egnede sig til at gå i byen og spise fint. I det gode vejr færdedes vi i båden og på havnen i shorts og kortærmede trøjer, som bar præg af at være brugt til lidt af hvert.
     Det var derfor nødvendigt at opsøge en tøjbutik i city for at blive ekviperet i overensstemmelse med vores nye status.

Et bevæget møde
     Vi var utroligt heldige. Lige over for Netto, hvor vi siden provianterede, lå hvad vi søgte: Røde Kors Genbrug. Det er betegnelsen for en kæde af tøjbutikker, jævnt fordelt over hele landet, med et meget varieret udbud af beklædning i god kvalitet.
     En midaldrende dame tog vel imod os og fornemmede straks, at vi ikke var korsøranere. Det var enten vort miserable udseende eller Margarets canadiske sprogtone, der afslørede os.
     Vi måtte så indrømme, at vi tilhørte søens folk og netop var landet i denne udmærkede stads lystbådehavn efter et langt togt over havet.
     Tydeligt bevæget over vore udståede strabadser bød hun os velkommen til byen:
     - Korsør er blevet så velsignet stille og luften er klar og ren! Jeg savner bestemt ikke færgerne. I lystbådehavnen kommer jeg jævnligt og spiser i restauranten. De laver god mad, og så er det ikke dyrt!

Hvad med en smoking?
    
Nu var vi helt på bølgelængde og havde ikke besvær med at forklare vort ærinde. Mens damerne så på trøjer, nederdele, kjoler og tørklæder, gik Erik og jeg om bord i herreafdelingen.
    
Hos Røde Kors er det frivillige personale generelt indstillet på at drive forretningen professionelt, så alt stangtøj er ordnet efter størrelse.    Jeg følte mig et øjeblik fristet af en smoking til 175 kr., men valgte i stedet et par nydelige sommerbukser til 25 kr. i præcis den rette længde. Det er endnu aldrig lykkedes mig i en herreekvipering - det med længden. En skjorte som matchede fik jeg for 15 kr.

Klæder skaber folk
     Da vi efter forvandlingen trådte ind i Restaurant "Lystbådehavnen", blev vi vist til lokalets bedste bord af personalet, som straks fornemmede at have med betydningsfulde folk at gøre.
     Knapt havde vi afgivet bestilling - efter granskning af det righoldige udvalg i menukortet - før maden stod på bordet og den opmærksomme servitrice vimsede omkring og skænkede i glassene.
    
De tre andre roste deres delikate Frederikshavner, men min yderst velsmagende Wienersnitsel overgik deres fladfisk i størrelse og mit fad med tilbehør rakte til bespisning af en hel familie. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis jeg var kommet i smoking!
     Det smilende og bukkende personale ønskede os på snarligt gensyn, da vi stopmætte og i lettere opløftet stemning gik til vores udsigtspost på molen for at overvære at solen blev skudt i sænk.

Restaurant "Lystbådehavnen" har solide retter på menuen og ligger lige ud til en udmærket badestrand. På terrassen kan man nyde et glas fadøl og beundre den berømte udsigt til hængebroen eller holde øje med havarister på Badstuerevet
Foto fra turistbrochure

 

 

 

Før - og efter.
For at spare emballagen beholdt jeg mit nye udstyr på og krøllede hastigt skjorten og mine frynsede og ikke helt rene cowboyshorts sammen.

En *)antropogeografisk undersøgelse
*) Kulturgeografisk, menneskets indvirken på naturen.
     For ikke at falde ud af køjerne under morgensalutten fra Flådestationen var vi tidligt på færde onsdag den 28. juli. Først under morgenmaden i cockpittet ramte trykbølgen vort veldækkede bord, så termokanden nær var gået i dørken.
     Hele denne udslagne dag var helliget ét eneste projekt: En samvittighedsfuld undersøgelse af gårsdagen udsagn fra vores Røde Kors-dame:
     "Korsør er blevet så velsignet stille og luften så klar og ren"
     Umiddelbart virkede udtalelsen noget kryptisk, men Lisbeth og jeg, der havde besøgt byen mange gange før, vidste godt hvordan det havde været:

Kortskitse visende beholden kurs, distance (5,9 sømil)
og fart (0,74 knob)
  • En permanent lavfrekvent buldren af ubestemmelig oprindelse - så kraftig at alle vinduer, døre og løse genstande i hele byen svingede med.
  • Endvidere nogle dumpe drøn og skingre hvin i én uendelighed.
  • Dertil en fed hørm af uforbrændt, tung fuel-olie, som lagde en fedtet dis over by og omegn og udelukkede solens stråler, så man midt på dagen vandrede om i skumring.
  • Sluttelig en sky af sodpartikler i så store mængder, at alle korsøranere gik klædt i tøj af ubestemmelig farve, fordi skyen havde en ulyksalig evne til at indhylle alle tørresnorene.

     Hun tydeliggjorde sagens sammenhæng ved at tilføje:
     "Jeg savner bestemt ikke færgerne"

     Vor undersøgelse skulle derfor gerne munde ud i en konklusion om, i hvilket omfang den drastiske trafikomlægning over Storebælt, som betød et brud med en 150-årig tradition i Korsør, havde sat sig spor i byen.
     Allerede i forbindelse med vores anduvning havde vi oplevet en positiv forandring i antropogeografisk henseende: De voldsomme dønninger fra færgernes hækbølger, som ved motorsejlads i vindstille fik vores storsejl til at slå fra side til side og båden til at opføre sig som en gyngehest, var forsvundet - Storebælt lå blank som Guldborgsund en sommermorgen!

Den lange Vandring
     Som ægte antropogeografer forberedte vi nøje undersøgelserne i marken. Vi iførte os solide travesko og vort daglige landgangstøj, shorts og kortærmede trøjer, som bar præg af at være brugt til lidt af hvert og som ikke ville vække opmærksomhed og dermed påvirke undersøgelsesresultatet. Vi medbragte ikke nogen form for proviant, end ikke den styrkende humle på flaske, vi sædvanligvis pakker i rygsækken under lignende omstændigheder.
     Vores ekspedition - i vide kredse senere kendt som "Den lange Vandring" - tog sin begyndelse tidligt onsdag formiddag i strålende sol og vindstille og afsluttedes hen mod aften under samme vejrforhold, der gav os ideelle arbejdsbetingelser.


Pejlemærker undervejs:

  • Den gamle bykerne med kirke og gågade
  • Halsskovbroen, som forbinder de to bydele. Den indsatte kortskitse øverst til højre illustrerer tydeligt, at Korsør er omgivet af vand på tre sider.
  • "Jerntæppet", det fhv. bane- og rangerterræn med en imposant stationsbygning
  • Gågaden i Halsskov, som er en dublet til den i Korsør, med en indlagt pause ved en iskiosk
  • Revsporet, der viste sig lige så ufremkommeligt som et isbelagt Storebælt hvortil det førte, da der foregik befordring pr. isbåd
  • Opmarchbåse til bilfærgerne, hvor mange mio. danskere har tilbragt lange perioder af deres liv
  • Betalingsanlægget til den faste storebæltsforbindelse, hvor mange mio. danskere bliver berøvet illusionerne om de fælles gratis goder
  • Cafe Bælt'Stedet med Storebæltsudstillingen og et passende udbud af fast-food
  • Vor nationale stolthed, hængebroen.
  • Revhusene, som i sidste øjeblik blev reddet fra tilintetgørelse på trods af entreprenante ignoranter i Storebæltskonsortiet
  • En nyoprettet, alternativ færgefart til Kerteminde
  • Vagn og Åses sommerhus, hvor vi fik udlignet væskebalancen
  • Og sidst, men ikke mindst, genbrugsbutikkerne, de 3 oaser, som var en kilde til megen fornøjelse/fornyelse og hvis strategiske beliggenhed gav os fornyet styrke under hele ekspeditionen.

Med livet som indsats
     Gennem Fiskergade med de engang bittesmå og fattige, men nu moderniserede og pittoreske huse, hvor Boris boede, indtil et antal familieforøgelser gjorde en flytning påtrængende, kom vi over kirkepladsen til rådhuset ved Gamle Havn, hvor vi for første gang stødte på den optimistiske byggeaktivitet, der præger Korsør efter færgerne.
     Vi passerede Halsskovbroen med en vis forsigtighed og i al hast, fordi vi stadig husker det gådefulde bombeattentat mod broens oplukningsmekanisme, der blev forøvet af ukendte gerningsmænd i begyndelsen af 80'erne.
     Hændelsen blev af politiet taget meget alvorligt. Det var ikke drengestreger, men sabotage mod et offentligt bygningsværk. Flådestationens værnepligtige blev - så vidt jeg husker - draget ind i kredsen af mistænkte, fordi eksplosionen var så kraftig, at den måtte være fremkaldt af sprængstof af militær oprindelse.
     Broen kunne ikke repareres og var lukket for gennemsejling i flere år, indtil byen havde sparet sammen til en ny, hvilket betød store merudgifter til transport af gods for industrierne på norsiden (nej, der mangler ikke et d). Den blå stålkonstruktion fra 1985 - den femte i rækken af Halsskovbroer - er meget flot med sit tårn til brovagten, som nu igen kan lukke større skibe ind i den smalle, dybe passage, der forbinder Storebælt og Korsør Nor.

Med øjne på stilke
     Vi fulgte Amerikakajen og kunne modsat denne se over til Fyr- og Vagervæsenets (nu Farvandsvæsenet) oplagsplads, stuvet med nymalede bøjer og lystønder, som syner meget store på land. Ved kajen lå det imponerende opmålingsfartøj "Argus", opkaldt efter den græske mytologiske kæmpe med 100 øjne, som aldrig var tillukkede alle på én gang.
     Denne gode egenskab var også indbygget i krydstoldvæsenets inspektionsfartøj "Argus", som i midten af 1800-tallet registrerede - og dermed navngav - "Argus Grund" med 2,8 m vand i indsejlingen til Guldborgsund. Inspektionsfartøjet blev bygget 1854 af skibsbygmester E.C. Benzon i Nykøbing F. Han var kendt for sine fremragende skibskonstruktioner.
     Den uendelige række af grå betonsiloer, som over en lang strækning spærrede for udsigten til Amerikakajen og Gamle Havn, den larmende trafik på Tårnborgvej, hovedfærdselsåren gennem Korsør, samt den tiltagende varme forstyrrede vore observationer, men distraktionen afløstes snart af koncentreret nærvær og vor slæbende gang gik over i målrettet trav ved det overraskende syn af Folkekirkens Genbrug lidt fremme til styrbord.

Villige kvinder
     Det var på tide med et hvil og en fornyelse af garderoben. Det var et fejlskøn, at vi havde valgt vort sædvanlige landgangstøj som forklædning. Ingen af de få korsøranere, vi hidtil havde mødt gik klædt i tøj af ubestemmelige farve efter ophold på tørresnoren. Igen var jeg heldig og fandt et par velsiddende shorts i den assorterede rodekasse til 15 kr. og en trøje til 10.
     Erik skruede som sædvanligt op for charmen og spillede det store ubehjælpsomme mandfolk med den for søfolk karakteristiske "rullende" gang. Omsorgsfulde kvinder vimsede omkring ham for at måle livvidde, arm-, ben- og skridtlængde, give gode råd om farvevalg og udtale sig med megen ekspertise om kvaliteten af de udvalgte beklædningsgenstande.
     Det eneste der kom ud af anstrengelserne var en rød kasket, udvalgt af Erik selv. Han frygtede, at ekspeditionen ville fortsætte i det uendelige under den ubarmhjertigt brændende sol, hvorved han enten ville omkomme af solstik eller blive alvorligt forbrændt i hovedbunden. Investeringen på 5 kr. blev, efter mange rosende ord om hans gode smag fra de elskværdige kvinder, afprøvet i utallige krængningsvinkler foran spejlet.
     Lige før den hjertelige afsked udbad vi os vejledning i forcering af "Jerntæppet", der i 150 år effektivt havde udelukket ethvert samkvem mellem beboerne i Korsør og Halsskov. Med en undertone af betænkelighed over vores vovelige forehavende blev vi ledt på vej og formanet til den yderste agtpågivenhed.

Gennem City direkte til Halsskovbroen

 

"Amerikakajen" vakte associationer, som desværre ikke havde bund i den støvede virkelighed ved betonsiloerne

 

Før - og efter.
Denne gang prøvede jeg at give skjorten og mine frynsede og ikke helt rene cowboyshorts i bytte for det nye elegante sæt, men forgæves. Folkekirken ville ikke engang modtage landgangstøjet som gave!

 

Erik tog ved lære af den forudseende Lisbeth og blev ejermand af en rød, turistet sommerkasket

Minefare og snigskytter

     Vi fandt et hul i hegnet til det område, ingen civilist havde betrådt i mands minde og hvorfra tidligere kun hørtes dumpe drøn og skingre hvin i én uendelighed. Vi bevægede os forsigtigt ind i et månelandskab, der dels gav mindelser om Berlin lige efter murens fald, dels om Kosovo efter voldsomme krigshandlinger. Jeg bad derfor mine ledsagere om at holde sig tæt bag mig i gåsegang for at minimere minefaren og samtidig holde skarpt udkig efter eventuelle snigskytter.
     Banestyrelsen og DSB har fjernet hver en stump fra det meget omfattende rangerterræn og stationsområde: De moderne, overdækkede perroner forbundet af en flot gangbro, alle skinnelegemer med utallige hvinende skiftespor og tilhørende signalstandere, broklapperne, færgelejerne - alt hvad der før var en forudsætning for verdens mest effektive person- og godstransport med jernbane over vand er forvandlet til et trøstesløst øde med grus- og stenbunker så langt øjet rækker.

Ukrudt og forfald
     Kun en massivt forurenet undergrund, langt mere dødbringende end landminerne, og den fredede stationsbygning har man velvilligt overdraget Korsør Kommune. Begge dele kan blive en yderst kostbar foræring. På stationens brede granittrappe piblede ukrudtet frem og alle indgangspartier var spigret til for at imødegå begyndende hærværk. Hvem har brug for en slotslignende bygning med utallige værelser og et tårn med løvefødder og gesvejsninger?
     Afløseren er et uanseligt trinbræt langt uden for byen, hvor højtalernes beskedne skratten slet ikke kan hamle op med fordums rungende gjalden: Toget til Ålborg-år-år-år kører om bord-or-or-or om få minutter-ter-ter-ter!

En gerningsmand på åstedet
     Vi stod midt i den mest brutale konsekvens af tunnelbyggeriet og kunne levende forestille os de bevægede scener der udspillede sig, da en tusindtallig skare en sen aften modtog den sidste jernbanefærge med fakkeltog og sang.
     Midt i elendigheden mindedes Erik, hvordan han bar sig ad med at komme gratis over Storebælt, når målet var Odense: Af sted til Korsør i bil, som blev parkeret ved stationen, hoppe på et tog, der straks kørte om bord på færgen. Først ved afgang fra Nyborg St. var det nødvendigt at fremvise lovlig rejsehjemmel til den videre færd. Gevinsten fordobledes ved at benytte samme strategi i omvendt rækkefølge på hjemturen.
     I lammet tavshed, som ramt af en snigskytte, hørte vi hans forargelige historie og forstod pludselig, hvorfor myndighederne havde anset det for påtrængende nødvendigt med det tunnelbyggeri.

Et gabende sår eller en spændende udfordring for folk med visioner?

 


En død by
     *)I sine unge år blev nobelpristageren Johs. V. Jensen (1873-1950) af den store igangsætter, redaktør Cavling, Politiken, sendt ud på en rejse i de danske provinser. Sine indtryk fra Korsør formede den unge digter og journalist med følgende ord:
     Men hvor er de indfødte, er der intet selskab i en by som Korsør? Jeg viser mig på hovedgaden til alle døgnets timer, jeg afsøger byen om søndagen, jeg går ud ad den anlagte spadseresti langs Kongevejen - ikke et menneske.

     Der var påfaldende stille og mennesketomt i bydelen Halsskovs gågade, så vi kunne, hundrede år senere, gøre digterens ord til vore egne. Var alle flygtet efter "murens" fald, var livsbetingelserne blevet så ringe, at en hel befolkning var evakueret?

I kirken - på stranden
     Endelig, fortsætter digteren, faldt jeg på at gå ind i kirken søndag formiddag, og der fandt jeg dem. Jeg stod nede ved døren og så kun deres nakker. Der var vel et par hundrede fordelt i staderne, og deres nakker var så udtryksfulde, at jeg frafaldt ethvert ønske om at se disse hoveder, hvorfra der udgik salmesang. Det var ene fattige baghoveder, hule nakker, det var tyndt og glansløst konehår, skrabet sammen i stædig mangel på fylde eller ynde. Uovervindelig tarvelighed.

     Af gode grunde kunne vi ikke, denne onsdag formiddag, opsøge kirken for at anstifte en lignende undersøgelse.
     Et par timer senere fandt vi imidlertid hele den evakuerede befolkning: Alle halsskovitter med frihed til det, var taget til stranden, hvor de, iklædt spraglede badedragter, som kun nødtørftigt skjulte deres yppige former, tog solbad i sandet eller kastede sig i Storebælts svale bølger.
     Kun tåbelige turister og energiske ekspeditioner kunne finde på at opholde sig i bymæssig bebyggelse i den bagende varme.

Linedans
     Eftersom vi ikke kunne forvente de store oplevelser i det evakuerede Halsskov, stilede vi målbevidste mod Revsporet, en meget brugt genvej fra centrum mod Halsskov Rev. Det består af et skinnelegeme med nedtrampede stier i græsset på begge sider, omgivet af et tæt tjørnekrat, så man færdes som i en grøn tunnel.
     Der er ingen chance for at blive kørt ned af et tog, men derimod fare for at blive torpederet bagfra af en cyklist eller træde i en hundelort. Sikrest er det at balancere på skinnerne eller hoppe fra svelle til svelle.

Junglekrig
     Få meter inde i tunnelen måtte vi konstatere, at der til vort udstyr burde have hørt en machete pr. mand. Tjørnetorne rev i vort pæne, nye genbrugstøj, brændenælder slaskede os om benene og græsvækstens frodighed forhindrede sikkert fodfæste på skinner og sveller.
     Den førhen meget benyttede genvej var åbenbart i en længere periode blevet svigtet af både nærgående cyklister og trængende hunde.
     I gåsegang holdt vi os tæt bag Erik, der med livlige armbevægelser, tykhudet ufølsomhed og umanerligt store fødder banede en korridor, som straks lukkede sig efter os.
     Nogle hundrede meter fremme blev al videre fremtrængen effektivt stoppet, fordi skinnerne var fjernet og svellerne smidt rundt i et ufremkommeligt virvar.
     Et hul i tjørnehækken viste ud til en villavej, som vi fulgte til dens blinde ende. Vi trængte påny gennem tjørnehækken, snublede over et roderi af sveller og stod på bunden af en udgravning, omgivet af stejle skråninger til nyanlagte vejramper.
     Ad et støvet spor med aftryk efter larvefødder nåede vi endelig et vidtstrakt betonbelagt område og kunne med besvær identificere stedet, hvor mange mio. danskere har tilbragt lange perioder af deres liv: Opmarchbåsene til bilfærgerne i Halsskov-Knudshoved overfarten.

Betonarkæologi
     Betonpladerne forvitrede, ukrudt og småbuske krøb op af sprækkerne og den engang flotte hvide bygning med kiosk og restaurant, som alle danskere har haft god tid til at studere gennem bilens forrude, var sømmet til med store finerplader for alle vinduer og døre. Nye til- og frakørselsramper til motorvejen med tilhørende parkeringsanlæg og rasteplads krøb langsom ind over hele det forladte område.
     Vi følte os ikke tynget af stedets forfald, men studerede ivrigt detaljer, som inden længe kun ville være tilgængelige ved arkæologiske undersøgelser:
  • Kantstenene, som afgrænsede hellen mellem tvillingebåsene
  • De mørke skjolder, afsat af oliedråber fra bilernes bundkar og bagtøj gennem 40 år
  • Rester af afstribningen, som markerede den smalle kørevej mellem bilrækkerne og netop tillod passage af de små røde elektriske køretøjer, der i ventetiden lydløst trillede frem og faldbød ugeblade, slik og benzin
  • Det buskads, hvor man skjult for nysgerrige blikke kunne forrette sin nødtørft, fordi blæren, af bar nervøsitet over ikke at nå tilbage til bilen i rette tid inden ombordkørsel, måtte tømmes i en fart og ikke kunne holde sig den lange strækning til det fjerntliggende offentlige toilet.

     De kunne godt bevare en lille stump beton med olieplet og afstribning samt det beskedne buskads for eftertiden!

Evigt ejes kun det tabte
     Modstræbende afsluttede vi vore undersøgelser af fragmenter ved opmarchbåsene i taknemmelighed over, at denne oplevelse var blevet os beskåret, før bulldozere og glemsel havde udslettet det hele.
     Få hundrede skridt længere fremme tog vi opstilling ved autoværnet mod tilkørselsrampen til Østbroen for at gøre iagttagelser omkring den nye, og omtrent identiske foranstaltning: Betalingsanlægget.

Forsideillustration fra jubilæumshæfte
*)Uddrag af "Korsør ......sådan lidt på skrå" af Jørgen Thorborg. Artikel i jubilæumshæfte, udgivet 1975 i anledning af Korsørs 550 år som købstad

 

 

 

 

Mine medrejsende faldt omkuld i stolene udenfor den første kiosk i Halsskov for at fordøje is og indtryk efter den sindsoprivende passage af "ingenmandsland". Jeg opmuntrede alle til endnu en lille bid antropogeografisk studierejse. I baggrunden skimtes den hærværkstruede stationsbygning

 

 

 

 

Revsporet var engang dobbelt så langt. Det blev amputeret i 1957 ved Halsskov Færgehavn

 

 

 

 

Opmarchbåsene ved Halsskov 1959. Jeg, min søster, min kusine og min bror. Velstandsstigningen gjorde det muligt for mine forældre at skifte en grå Vespa ud med en sort Morris Minor. Jeg havde lige fået kørekort og vi unge fik lov at køre i den, mens de fire voksne kørte forrest i en tilsvarende lysegrå Morris på teltturen til Jylland, kun to år efter indvielsen af det imponerende anlæg

Keine Hexerei......

     For at sløre de slette hensigter om en mia.-fortjeneste på enfoldige bilister, som hver dag betaler til broen via skatten, uanset om de benytter den eller ej, har man indrettet opmarchbåse ligesom i færgernes tid og sørger endda for, at der med passende intervaller opstår kødannelser og ventetid, så illusionen om fortsat færgeoverfart er fuldkommen: Bilisterne trækker automatisk pungen frem og betaler som de altid har gjort for at blive befordret til Fyn.
     Til at iscenesætte hele denne fingerede færgeoverfart er opført en bygning, der i størrelse og tilknappet fjentlighed minder om Fort Knox og hvis anlægsudgifter kunne have betalt en fast forbindelse over Østersøen.
     Herfra styres et utal af vippende bomme, blinkede lyssignaler og vildledende skiltning. Over det bjæffende højtaleranlæg udsendes permanent uforståelige anvisninger, som med nøje tilrettelagte mellemrum får trafikken til at bryde sammen.

Forlystelsesafgift
     For yderligere at skabe usikkerhed og splittelse blandt bilisterne, lader man jyderne køre gratis over både Vest- og Østbroen. Vi kunne fra vor udsigtspost iagttage bilfulde af glade jyder i tre generationer, der med forbavsende selvfølgelighed betalte for at få lov til at køre til forlystelserne i København.
     Vi måtte i hast forlade hele dette cirkus, for ikke at lade uvedkommende følelser styre vore antropogeografiske undersøgelser og fandt vej til Café Bælt'stedet, hvor mine udmattede medrejsende fik afsat en halv time dels til indtagelse af forskellige varianter af fast-food dels til at udligne væskebalancen.
     Den tilstødende udstilling om brobyggeriet afstod vi fra at besøge, fordi den ægte vare lå lige uden for murene.

Uspoleret idyl
     Vi nærmede os rejsens vendepunkt ad en grusbelagt kørevej. Hvor man før havde en vidtstrakt udsigt over det bølgende vestsjællandske landskab mod nord, rejser brorampen sig i en jævn bue og spærrer for udsynet.
     Mellem grusvejen og rampen ligger et langstrakt vådområde, omkranset af siv og tæt buskads og beboet af andefugle og et svanepar, som uberørte af aktiviteterne på grus- og motorvej fouragerede med deres ællinger.
 
At benytte det danske vejnet har alle dage været et alment gode, som vi betaler over skatten, hvorimod bæltoverfarten var en serviceydelse, brugerne rimeligvis skulle betale for
 

 

 

Et nyt rekreativt område, som har inddraget den nordre molearm

 


En dragende udsigt

     Mod syd havde vi, over et stort græsbeklædt areal, anlagt i forbindelse med brobyggeriet, udsigt til Agersø, Langeland og Fyn i horisonten.
     Uheldigvis fik mine medrejsende i samme udsigt øje på masteskoven i Lystbådehavnen og udtrykte længsel efter de bløde hynder i sofakøjen, øjensynligt kun et stenkast borte. Jeg måtte dels rive dem ud af vildfarelsen om stenkastet, dels lokke dem videre med malende beskrivelser om den oplevelse for livet, der ventede forude: Vor nationale stolthed, hængebroen.

Endelig fremme!
     De 254 m høje pyloner virker på billedet ikke højere end os, men der er 2 km ud til den første og næsten 7 km over til Sprogø, som anes i baggrunden. Mere impnerende af størrelse fra vort udsigtspunkt var kørebanernes trapezformede stålkasser og betonpillerne.
     Stålkasserne er på undersiden dækket af sort rustbeskyttelse. Man kan række op og banke på den hule konstruktion, hvis indre rummer en servicebane. Vi hørte næsten ikke trafikken oven over og kunne endelig nyde udsigten over det bølgende vestsjællandske landskab.

Sejladshindring
     Vi studerede, beregnede og beundrede det nye bygningsværk, som vi gennem en halv snes år udelukkende havde anskuet fra søsiden som en sejladshindring lidt ud over det sædvanlige. Ved passage skulle man følge tvangsruter og sno sig imellem vekslende afmærkninger.
     Som byggeriet skred frem blev restriktionerne skrappere. Afviserfartøjer lå på lur efter syndere, der kom ind på arbejdsområdet. De frygtede muligvis, at vores Folkebåd skulle sejle på en ankerklods, så den forskubbede sig.
     Vi måtte kun sejle igennem de smalle korridorer, som mest var anlagt med tanke på motorbåde. På kryds i let vind og modstrøm, uden mulighed for at søge strømlæ, var det noget af en opgave.
     Foruden storskibstrafikken i dybvandsruten og færgerne på tværs skulle man holde øje med utallige arbejdsfartøjer på kryds og tværs, der sejlede mandskab og materialer fra arbejdshavnen.
     Alle spor efter sidstnævnte på Halsskov Rev er fjernet og kun de normale restriktioner for lystsejlads i dybvandsruten er gældende i dag, så nu er der fri sejlads i de førhen forbudte vandområder, når bare man husker at vige for en bropille.

Fatamorgana
     Engang passerede vi byggeriet på vej hjem fra en sommertur til Samsø og Århusbugten. Midt i havet stod noget, der mest af alt lignede et buddhistisk tempel, som blot ventede på at menigheden blev fragtet til gudsdyrkelse pr. båd. Det var i pylonernes første støbefase med 20-30 m i højden, hvor den omfattende trækonstruktion til glideforskallingen fuldendte illusionen.
     Vi kan fra vores ankerplads ved Femø Sletterev i 30 sømils (55 km) afstand med god sigt - og tværs over Agersø, som ligger skjult under horisonten - i kikkert tydeligt se det meste af pylonerne og med det blotte øje i klare nætter flashlysene på toppen af dem.
     Med lyskæderne på hovedkablerne sidst i byggefasen blev det til et helt festfyrværkeri. Kun brodækket med kørebanerne 60 m over vandspejlet er under kimingen.
     Nu blev vort fjerne fatamorgana endelig til håndgribelig nærkontakt i stål og beton.

Flertallet af mine trætte ledsagere holder sig på benene, mens billedet tages med selvudløser

 

 

 

 

De fleste kører over broen, vi gik under

 

 

 

 

Da det meste var forbudt på Storebælt.

Isbådsstationen

     Den lange travetur helt ud til revet var ikke kun motiveret af det imponerende nye anlæg på piller, fast forankret i havbunden, men nok så meget af en lige så stor attraktion med dybe rødder i fortiden. Snart vil den være det eneste og ældste minde om Storebæltsoverfarten uden for Lokalhistorisk Museums udstilling på Korsør Fæstning.
     Efter et passende hvil ledte jeg mine nysgerrige medrejsende på primitive trappetrin over den 9 m høje klinteknold, som adskiller nutid og fortid. Ganske umotiveret - der er flere km til al anden bebyggelse - lå det betydelige anlæg, Revhusene, for de uindviedes fødder.

     I den stærke sommervarme rakte vor fantasi knapt til forestillingen om det drama, der ved vintertide har udspillet sig på stedet i århundreder:

     *)Isbådstransporternes kapitel i Storebæltsforbindelsernes historie er ved at gå i glemmebogen, for der har ikke gået isbåde på bæltet siden de strenge vintre under Anden Verdenskrig. Med vore dages maskinkraft i færger og isbrydere kommer de sikkert heller aldrig til at gå der mere, men indtil 1940'rne var isbådstransporter ikke noget opsigtsvækkende eller ualmindeligt.

*)Erik Aalbæk Jensen: LIVET PÅ ØERNE 1-8, Sundet og bælterne s. 384, Gyldendal 1983

Et troværdigt vidne
     Jeg spurgte en indfødt, Mich, om han havde nogen erindring om isbådstransporterne. Hans svar uddybede ovenstående udsagn om "de strenge vintre under Anden Verdenskrig":

     Jeg blev født lørdag den 19-09-1942. kl. 02:40 i villaen på Jens Baggesensgade 2b og vejede 3750 g og var 55 cm lang. Det hele foregik under en af de få luftalarmer i Korsør under krigen, og der blev skudt en flyver ned ude omkring Badstuerevet og Koen.
     Lægen hed G. C. Andersen, jordemoderen hed frk. Hansen og sygeplejersken var frk. Nielsen. Endvidere var min gudmor, Anette Jepsen, til stede, hustru til min gudfar, konsul og skibsmægler Jørgen Jepsen, der arrangerede de sidste isbådssejladser over bæltet i 1941 eller 1942.

     Med den detailrigdom i besvarelsen er der ingen, der tør betvivle vidneudsagnets lødighed.

     *)Det var fiskerbefolkningen i Nyborg og Korsør, som leverede mandskab til isbådstjenesten, da den kom i faste rammer med vagthusene til isbådsmandskabet på Halsskov og ved Knudshoved og siden hoteller til de rejsende og mandskabsrum og bådehaller på begge sider af bæltet.
     Der lå tolv isbåde i Halsskov, tolv på Fyn og to på Sprogø med svære glideskinner, så bordklædningen var beskyttet mod skrueis og båden var lettere at få frem på jævn is.

Drama på isen
     Det var sjældent, folk ligefrem kunne gå eller køre over Storebælt. Som oftest lå bæltet en isvinter med flader af åbent vand vekslende med pakis, som mandskabet måtte hugge sig igennem med økserne. En isbådstransport var ingen kanefart. Det var et optog af både og mandskab og rejsende med flotilleføreren i spidsen ud over den ru is ved stranden og alle op i bådene over en strømrende.
     Det var fiskere ved årerne og fiskere, der sprang udenbords på en vandfyldt isrand og lagde kræfterne i ved slæbetovet og halede båd og passagerer og postlader og sække op på isen og igen hjalp passagerer ud til en vaklende og springende, langsommelig fremfart over bjerge af sammenpakket is.
Der var tågehorn i bådene og vandtønder, rom og cognac og nødproviant og redningsudstyr til dem, der fik en sok eller gik helt igennem og blev bjerget op på isen.
     Der var isbådsmandskaber, der endte helt nordude under Æbelø. Der var elleve både med deres mandskab og femogfyrre passagerer, som gik ud fra Halsskov en februarmorgen og trods alt var så heldige at ende på Musholm oppe under Reersø om aftenen, og der var mandskab og passagerer, som drev med isen den anden vej og havnede på Egholm ved Agersø.
     Både kuldsejlede, rejsende og mandskab druknede, postsække gik udenbords og ned i drivisen og forsvandt med breve og penge.
     Og der var selvfølgelig også festlige ture med højt humør en solskinsdag og husly og varme, mad og drikkelse i lange baner, hvis man ikke nåede længere end til Ishuset og gæstgiveriet på Sprogø.

*)Erik Aalbæk Jensen: LIVET PÅ ØERNE 1-8, Sundet og bælterne s. 384, Gyldendal 1983

Revhusene, som Storebæltskonsortiet ønskede at jævne med jorden, da de lå i vejen for anlægsarbejdet. At de stadig står der skyldes heftige protester fra byens befolkning. Som modtræk okkuperede konsortiet husene og spærrede adgangsvejen til det attraktive område i hele byggeperioden. En sådan fremgangsmåde benyttes kun af entreprenante ignoranter

 

 

 

Hotel, mandskabsrum og bådehaller. Hotellet (af de lokale kaldt Chr. IV's hus), med det overdimensionerede udhæng mod syd, minder i byggestil om de gamle toldsteder, acciseboder, ved indfaldsportene i København. Bagved ligger bådehallen, som stadig rummer de gamle isbåde. Husene benyttes og vedligeholdes bl.a. af Strandjagtforeningen.
Lige bag klinten med flagstang på toppen ligger Østbroens landfæste. I baggrunden Højeklint, 20 m, med Vagtbanken, hvorfra man kunne varsko om fjendtlig søaktivitet i Storebælt.

(Foto uden data er venligst stillet til rådighed af Mich)

 

 

 

Har isen lagt sig tæt i Storebælt, så normal færgefart ikke kan gennemføres, og skal man, eller vil man absolut over vandet, må man pr. isbåd begive sig ud på en kombineret slæde-, sejl-, ro- og vandretur, med udsigt til eventuel overnatning på Sprogø. Tegning af C. Neumann, Illustreret Tidende 1860-61 (Axel Steensberg: Dagligliv i Danmark i det nittende og tyvende århundrede, Bind I side 586. Nyt Nordisk forlag Arnold Busck, København 1964.)

Revsporets svanesang

      Lisbeth og jeg har mange gange sammen med Vagn og Åse (Svoger og konen) travet ud ad Revsporet. Hver gang gav navnet mig anledning til spekulationer: Sporet gik ikke ud til revet - og hvad skulle det også dér - men stoppede ved opmarchbåsene ved bilfærgerne i Halsskov, som heller ikke var en rimelig destination. Nedenstående korte citat satte en effektiv stopper for videre spekulationer:

     *)Statsbanerne anlagde tilmed en stikbane ud til isbådsstationen og hotellet på Halsskov.

Forsøg på rekonstruktion af historien om en 3 km lang banestrækning:

     Ugangspunktet var rangerterrænnet midt i Halsskov, endestationen Revhusene. Ved anlægget af Halsskov Færgehavn i 1957 lå den røde strækning i vejen og blev fjernet.
Vi kunne forudse en total sløjfning, da vi med Erik i spidsen banede os vej på den strækning, der er markeret med grønt og blev stoppet af svellebunker i den gule markering.
     Jeg frygter at den gule farve breder sig mod øst og tilintetgør et vidnesbyrd om forventningsfulde rejsende ved vintertide, der hurtigt og komfortabelt blev befordret til en langsommelig og barsk transport på et isbelagt Storebælt.
     Dertil kommer at eventuelle fremtidige ekspeditioner, af samme karakter som vores, må give afkald på en charmerende færdselsåre i grønne omgivelser.

Hallucinationer
     Vi indledte tilbagetoget på den støvede grusvej ad hvilken vi var kommet. Mine ledsagere fremstammede med besvær ordet "isbåd" gennem deres sprukne læber i håb om at fremkalde hallucinationer, som kunne fortrænge det faktum, at de ikke havde fået hverken vådt eller tørt, så langt deres hukommelse rakte.
     Glædeligt overrasket over, at en stump af deres nyvundne lærdom fra Revhusene viste sig brugbar, pegede jeg opmuntrende mod masteskoven i lystbådehavnen, kun et stenkast borte. Yderligere stillede jeg dem i udsigt, at de inden længe ville få rig lejlighed til at indtage læskende drikke hos et par gæstfri halsskovitter. Fortrøstningsfulde vaklede de videre, monotont mumlende deres mantra.
     En flok mørklødede drenge havde indtaget de tidligere færgelejer med portaler og ramper i Halsskov Færgehavn og benyttede dem som badeanstalt.
     De brugte broklappen til øverste vogndæk som platform for solbadning og tårnspring og følte sig øjensynligt hjemme i disse omgivelser af rustne jerndragere og snusket forfald.
     På trods af vor ophedede tilstand veg vi gysende tilbage alene ved tanken om at blive opslugt af det sorte vand i færgelejet.

Alternative aktivister
     Vor opmærksomhed blev fanget af et større opløb ved kajen længere henne. Unge mennesker i flagrende gevandter, med blomster i håret og flagsmykkede cykler flokkedes om noget, som mine medrejsende fejlagtigt troede var en iskiosk, men som viste sig at være landgangsbrættet til en lille færge, som de alle, under musikledsagelse fra blokfløjte og guitar, syngende gik om bord i.
     - Skal I med til Kerteminde? Det tager 3 timer og vi sejler retur i morgen.
     Spørgsmålet blev stillet os af en venligt smilende alternativ, som kaldte minder frem om Woodstock og vor oprørte ungdom i 60'erne. Han besad en smule mere organisationstalent end resten af den syngende flok, som var ved at indrette sig ved de opstillede borde og bænke på vogndækket.
     Mine medrejsende syntes et øjeblik fristet af tilbudet, da de indsnusede den liflige duft af pølsevand og varm fritureolie, der antydede gode fourageringsmuligheder om bord.
     Jeg måtte i kraftige vendinger minde dem om vores mission på denne side af Bæltet og insinuerede samtidig, at Erik ikke udelukkende havde øje for de kulinariske muligheder under overfarten, men også kastede sultne blikke efter de langlemmede pigebørn, som udgjorde en ikke ubetydelig del af passagererne.
      Med fingerkys og varme ønsker om en lykkelig rejse over havet vinkede vi færgen og ikke mindst dens indhold fra kaj.

Idyl med sprækker
     "Fjordpilen" af Holbæk fortonede sig i modlys og solflimmer med kurs mod Kerteminde. Et flag- og blomstersmykket hestekøretøj, som havde befordret en del af aktivistoptoget til færgen, forsvandt klaprende mod byen. Vi satte os på kajen og nød stilheden.
     Vi vendte ryggen til to oplagte færger fra Vognmandsruten for ikke at blive forstyrret af de uharmoniske skroglinier og det dårlige håndværk, som står i grel kontrast til de elegante og velbyggede fartøjer, der i statens regi gjorde tjeneste i Storebæltsoverfarten.
     Til gengæld nærer vi et begrundet håb om, at der i Vognmandsrutens kølvand ikke udspilles de tragedier, som ledelsen i Scanlines ved salg af udtjente færger mod bedre vidende har medvirket til.

På en indisk strandbred
     Den lurvede handling kan forhåbentlig ikke gentages af noget dansk rederi efter TV-udsendelsen, som viste billeder fra en sandstrand i Indien af en sværm udsultede, halvnøgne og barfodede skrotarbejdere, som strømmede til stedet lokket af lønninger, der kunne forsørge hele familien i deres fjerne landsby.
     Alverdens rustne plimsollere sejledes for fuld kraft op på stranden og den billige arbejdskraft myldrede om bord, så skrotningen kunne begynde. En stor del af dem blev invalideret af vildfarne stålwirer, defekte skærebrændere og flossede stålkanter, dræbt i en sky af giftige gasser og voldsomme tankeksplosioner, begravet under væltede stålplader og sammenstyrtede skibssektioner.
      Scanlines form for u-landshjælp er forkastelig og lader os tilbage med en flov smag i munden. Vi burde selv have ryddet op efter en afsluttet epoke i dansk færgefart i stedet for at eksportere affaldet. Der er nok at tage fat på. Den populære "badeanstalt", færgelejerne og ramperne med de rustne jerndragere, skal skrottes og hele området forhåbentlig føres tilbage til noget, der kommer til at minde om tilstandene fra før 1957.
     Yderst på den sydlige molearm, hvor der før var adgang strengt forbudt, ligger et stort, forsømt tankanlæg. Herfra udgår en rusten rørledning, som følger molen og kysten over en strækning på små 1000 m og ender ved de nedlagte færgelejer. Gennem den er løbet mange mio. liter tung fuelolie til bilfærgerne.
     Ved skiltning og afspærringer advares man i dag mod at færdes på de strækninger af molen, især ude ved tankanlægget, der er undermineret af Storebælts bølger. En dag lækker det måske og bringer os indiske tilstande.

Tilbagetogsruten langs vandet var velvalgt. En sagte søbrise svalede vore mødige lemmer

 

 

 

 

 

Den alternative færgerute til Kerteminde havde bragt nyt liv i den nedlagte færgehavn. "Fjordpilen" af Holbæks lidenhed forhindrede den i at benytte de tidligere bilfærgelejer, hvorfor den blot lagde stævnen mod betonkajen med skruen gående.

 

 

 

 

 

 

Der er så stille og luften er så klar og ren, men bag idyllen lurer følgerne af de store omvæltninger. Hvad skal der ske med efterladenskaberne fra Vognmandsruten?

En skov på Halsskov
     Der ligger en oase af ozonduftende fyrreskov med ældre sommerhuse klods op ad de tidligere opmarchbåse og bilfærgelejer. Alle vi i de ventende bilrækker anede intet om dens eksistens. Vort ærinde var dengang ikke naturoplevelser, men at komme om bord i en fart. Sådan må man forestille sig hele strækningen langs vandet har set ud før anlæggelsen af færgehavnen i 1957. Måske er det de sidste rester af den skov, som har givet halvøen navn.
     Klokken 15:15 betrådte vi det absolutte klimaks og forjættede endemål for vores ekspedition: Vagn og Åses sommerhus. Vi fandt førstnævnte henslængt i en sofa, hvor han prøvede at komme til kræfter efter en arbejdsdag i ulidelig varme.
     Ud for sommerhuset ligger den strand, hvor størstedelen af de halsskovitter, vi troede evakuerede, tog solbad i sandet eller kastede sig i Storebælts svale bølger.
     Lige på den anden side af hækken er sandet hobet op i en marehalmsbeklædt dæmning, som foruden at sikre sommerhuset mod oversvømmelse ved højvande i vinterlige vestenstorme, beskytter mod uvedkommende indblik og dæmper støjen fra de badende, men tillader udblik til pyloner og hængebro.
     Mine tørstige rejsefællers hallucinationer materialiserede sig, da Åse satte glas, duggede hvidvins- og ølflasker samt kander med isafkølet læskedrik på terrassebordet. Den trætte smed kom hurtigt op af sofaen, så vi kunne fortsætte der, hvor vi slap ved sidste sammenkomst for et lille års tid siden med udveksling af oplevelser og tildragelser.

Skruevandets gavnlige indflydelse på tangforekomsten
     Jeg havde netop over for værtsparret redegjort for oplæg, rute og opnåede resultater omkring vores just afsluttede antropogeografiske ekspedition - som i øvrigt blev rost for dens dynamiske ledelse og konsekvente gennemførelse - da Vagn tilførte foretagendet nye aspekter med følgende udtalelse:
     - Jeg savner færgerne!
     Med forbavselse hørte vi for første og eneste gang dette udsagn fremsat. Vagn er på ingen måde ramt på brødet af omvæltningen. Han har i det meste af sit arbejdsliv været beskæftiget på virksomheder uden tilknytning til Storebæltsoverfarten, så vi bad ham uddybe sit synspunkt.
     - De holdt stranden ryddet for ålegræs og tang med det voldsomme sug fra skruevandet. Nu hober det sig op og generer mig og mine børnebørn, når vi er ude at soppe.
     Lettede over, at det denne gang drejede sig om en menneskelig tragedie af mindre dimensioner foreholdt vi ham, at i fald han havde ret i sin antagelse, skulle skruevandet fra den samlede flåde af bil- og jernbanefærger i døgndrift have haft samme gavnlige indflydelse på vores private og hidtil blændende hvide strandbred ved Femø Sletter, 30 sømil mod sydøst. Netop i år var den dækket af en tyk, ilanddrevet tangbræmme, som besværliggjorde landgang fra gummibåden.
     Vi enedes om at fremsætte en mere holdbar hypotese om fænomenet efter flittige observationer i en årrække, hvor vi ikke udelukkede en mulig sammenhæng mellem nedbørsmængde i forårsmånederne og gødningsforbrug i de kystnære områder.

Et 50% orgie
     Åse beklagede at måtte forlade os for en kort stund, fordi hun skulle træffe aftaler om en mannequinopvisning på gågaden førstkommende lørdag. Vi kendte ikke til hendes nye engagement i modebranchen. Hun forklarede, at opvisningen skulle reklamere for Sudanmissionens genbrugsbutik, hvor hun ekspederede nogle timer om ugen. Mine velforsynede rejsefæller røg op af stolene og ville straks af sted for at nå butikken inden lukketid. Åse bad dem drikke ud i fred og ro, imens hun cyklede af sted og introducerede os til personalet.
     Efter en hjertelig afsked med Vagn stilede vi direkte ad en bred villavej mod Halsskovs centrum og Sudanmissionen, hvor vi blev budt indenfor af Åse og et særdeles velforberedt personale. Butikken holdt udsalg for at tynde ud i sommerkollektionen. 50% på alle varer førte til et sandt orgie af impulskøb og udtynding. Mine grådige medrejsende, som Åse havde fremstillet som offervillige, men erfarne og velovervejede genbrugskunder, vakte en del opmærksomhed.
     Jeg forsøgte at dæmpe deres aktivitet under henvisning til den temmelig lange strækning, vi endnu havde at tilbagelægge, før indkøbene kunne styrtes gennem lastelugerne. Trods mine advarsler gennemførtes de sidste kilometer af Den Lange Vandring med usikre skridt, suk og støn og krumbøjede nakker under byrden af fyldte rygsække og bugnende plastikposer.

Der er ikke noget så velkomment for en sommerhusejer som uindbudte gæster, der bringer et frisk pust ind i den daglige trummerum.

 

 

 

 

 

 

 

 

Før - og efter. Det faldt ikke i mit lod at blive den lykkelige ejer af en smoking - der var udsolgt!

Gensyn med Fujiyama

     Der er mange, der ikke forstår, hvad vi får tiden til at gå med, når vi er ude at sejle. Som det fremgår af nærværende beretning, der kun omfatter vore oplevelser i 3 dage, er det meget svært at forklare med få ord. En detaljeret rapport ville blive mere end dobbelt så lang. Derfor vil jeg på falderebet, i summarisk form, redegøre for fjerdedagen:
     En tiltagende havnekuller fik os til at stå ud på Storebælt tidligt torsdag som skudt ud af kanonen på Flådestationen. Vi kastede et sidste, vemodigt blik på Koen og Tyren, de to store grundmurede inaktive anduvningsfyr ud for Halsskov og Korsør færgehavne som bortsprængtes i løbet af efteråret 1999.
     Efter 7 timers motorsejlads i vindstille over Smålandshavet, hvor vi mødte Skoleskibet Danmark for nordgående, rundede vi igen lysbøjen på Skellerev og ankrede under Issemosebjerg, hvis top ikke er dækket af evig sne, men forsynet med en vindmølle. Oh! Issemosebjerg, Femø's Fujiyama!
     Vi vandrede langs stranden og samlede mærkelige sten, skaller og drivtømmer til bålet om aftenen. Da maden var grillet og spist, gik solen ned over Vejrø, mens toppen af pylonerne på Storbæltsbroen så til på afstand. 

     Søfuglene gik til ro på revet under skrig og skrål og stod småpludrende hele natten for sammenholdets skyld og i håbet om at holde farlige rovdyr væk.

     - Hvad laver I egentlig, når I er ude at sejle?
     -Tja...!

Med besvær gjorde Erik og Margaret landgang på stranden, som var dækket af en tyk, ilanddrevet tangbræmme

 

Solen gik ned over Vejrø og søfuglene gik til ro på revet

Copyright © 1999 Niels Nordby Christensen
 


Steen Hovard, formand
Eriik Staal, næstformand
Søren Hansen, kasserer
Niels Bach sekretær

Guldborgland Bådelaug
Guldborgvej 352
4862 Guldborg

Til forsiden

Forening for bådejere
 i Guldborg Havn.
Stiftet 1974

Websiden formidler kontakt
mellem laug og medlemmer.
Copyright © 2000-2013 
Niels Nordby Christensen